september 26, 2018 10:42 am

Ny Vesthavn må vist være Kalundborgs til dato største sandkasse. I hvert fald er der brugt ca. 1 mio. kubikmeter sand til opfyldning på det søbaserede territorium. Desuden er der brugt 3.500 ton stål til kajvæggen. Både arbejdet med kajvæggen og med opfyldningen er nu stort set overstået, og Ny Vesthavn ligner nu det det er – et havneafsnit.

 Det ses af vores nyeste dronefoto, at vi er nået rigtig langt med arbejdet. Vi mangler dog stadig at få lagt stabilgrus ovenpå sandet visse steder, og vi mangler også væsentlige dele af elarbejdet. Entreprenøren, Hercules Fundering, mangler endelig også belægningsarbejdet, idet containerterminal og kajgade skal belægges med nogle særlige belægningssten.

 Folkene fra Hercules Fundering har altså rigeligt at tage sig til i det næste halve år, inden vi står med et helt færdigt havneafsnit. Men på trods af det næste halve års travlhed, forventer vi fortsat, at Ny Vesthavn vil være helt færdigbygget 1. marts 2019.