Der skal flere internationale krydstogtgæster til Kalundborg, og sammen med VisitVestsjælland drager Kalundborg Havn nu til Florida for at promovere byen.

Smuk natur, gode havnefaciliteter og central beliggenhed er blandt punkterne i den salgstale, der skal vinde flere krydstogtgæster til Kalundborg Havn. Den 11. marts drager den vestsjællandske havneby på charmetur til Florida for at promovere sig selv for internationale rederigiganter på den årlige krydstogtmesse.

”Foruden vores gode havnefaciliteter vil vi lægge vægt på, at vi kan tilbyde gæsterne en helt unik oplevelse i forhold til den, de får i hovedstæderne og på de traditionelle krydstogtdestinationer. Kalundborg er smuk natur, frisk luft og autentiske gæsteoplevelser – og så ligger vi super centralt i forhold til vikingeoplevelser omkring Tissø, Trelleborg og Roskilde og kun cirka en times kørsel fra både København og Odense,” siger Liselotte Rørup, der er cruisemanager i Kalundborg Havn.

Når hun fredag sætter kurs mod den årlige krydstogtmesse, er det langtfra første gang. Kalundborg Havn har været krydstogtdestination siden 2004, og den hårde konkurrence om rederiernes gunst stiller strenge krav. Men for første gang får hun selskab på turen, for i sidste ende er det krydstogtgæsterne snarere end rederierne, der skal have lyst til at lægge til land i havnen. Så for at styrke gæsteoplevelsen har Kalundborg Havn taget VisitVestsjælland under armen.

”Vi har fra begyndelsen arbejdet målrettet med at forny og forbedre vores oplevelsesprodukt, og samarbejdet med VisitVestsjælland skal ses som led i den strategi. Siden 2004 er omkring 71.500 krydstogtgæster gået i land i Kalundborg, og det er det tal, vi ønsker at øge,” siger Liselotte Rørup.

Fremtidens krydstogtskibe er større og stikkere dybere, og med sin lange kaj og det dybe havnebassin har Kalundborg Havn kapacitet til at favne mange af de nye, store skibe. Faciliteterne er et stærkt kort at have på hånden på messen, hvor Kalundborg Havn især konkurrerer med de øvrige krydstogtdestinationer i Østersøen.

 

Billedtekst: Med sit dybe vand og den lange kaj har Kalundborg Havn kapacitet til at tage imod stort set alle krydstogtskibe. I sidste ende er det gæsterne, der vælger destinationen, og nu tager Kalundborg Havn på charmertur i Florida i selskab med VisitVestsjælland.

 

 

For yderligere information kontakt venligst cruisemanager hos Kalundborg Havn, Liselotte Rørup, på telefin: 27 62 69 64 eller mail: lr@kalundborghavn.dk

 

For pressebilleder, pressetekster og andre spørgsmål kontakt venligst Fie Nadja Vedsmand hos Kalundborg Havns PR-bureau, EHRENBERG Kommunikation, på telefon 28 15 88 97 eller mail fv@ehrenberg-kommunikation.com.

 

 

Scroll to Top