Rørlæggerskibet Solitaire, der med sin længde på 397 meter er et af verdens største inden for sit område, skulle egentlig være kommet til kaj ved Ny Vesthavn. Det blev ikke til noget, men i stedet er Kalundborg Havn blevet basehavn for skibet.

Schweiziske Allseas, der arbejder med rørlægning og andre specialiserede aktiviteter offshore, har haft Solitaire beskæftiget i forbindelse med lægningen af Nordstream 2-gasrørledningen. Det arbejde er nu overstået, og inden Solitaire stævner ud på sin næste opgave, ville Allseas gerne have haft skibet ind at ligge ved Ny Vesthavn for at klargøre skibet til deres næste projekt i Nordsøen.

De knækkede ankre har dog gjort det umuligt, og i stedet er Solitaire nu ankret op ved Storebæltsbroen. Et så stort skib er der nemlig pt. ikke plads til i andre danske havne. Kalundborg Havn er i stedet blevet valgt som basehavn for skibet, hvilket betyder, at et af Allseas’ forsyningsskibe en gang om ugen anløber Kalundborg for at sejle gods til og fra skibet. Det er GAC Denmark, som er agenter for Allseas og dermed har hevet opgaven til Kalundborg. GAC Denmark er en selvstændig virksomhed under den globale shippingkoncern GAC Group, som siden juli 2019 har haft kontor i Kalundborg.

“Kalundborg Havn bliver brugt til opbevaring af gods på kajen, og havnens kraner og mandskab har været travlt beskæftiget. Vi forventer, at Solitaire ligger til anker ved Storebæltsbroen indtil midten af februar, og Kalundborg Havn vil indtil da fortsætte med at servicere skibet og GAC”, siger Michael Larsen, salgschef hos Kalundborg Havn.

Kalundborg Havn har som led i opgaven blandt andet stået for al affaldshåndteringen fra Solitaire, som er blevet leveret til havnen via forsyningsskibet Fortress, der også er ejet af Allseas. I juledagene sendte GAC desuden offshore-skibet Fortitude til Kalundborg for besætningsskifte, ligeledes for Allseas og dette projekt.

De kommende anløb i Kalundborg bliver med et andet forsyningsskib, hvis navn havnen dog endnu ikke har fået.

Scroll to Top