Kalundborg Havn kan se frem til to gode sæsoner inden for krydstogt. I 2017 vil nogle gamle kendinge anløbe Kalundborg, mens Kalundborg i 2018 får besøg af et skib, der ikke tidligere har besøgt Nordvestsjælland.

I år vil Thomson Celebration, der senest har besøgt Kalundborg i 2009, besøge byen. Thomson Celebration, der har kapacitet til 1.254 passagerer, anløber Kalundborg Havn hele fem gange. Desuden vil SAGA Sapphire med plads til 706 passagerer komme en enkelt gang til Kalundborg. Der er med andre ord lagt op til en krydstogtsæson med besøg af gamle kendinge, hvorimod 2018 byder på et skib, der er nyt i Kalundborg.

Udover SAGA Sapphire, der indtil videre har meldt sin ankomst en enkelt gang i løbet af 2018-sæsonen, kommer TUI Discovery nemlig til Kalundborg. Dette skib er et af de større krydstogtskibe i Kalundborg, da det kan medbringe 2.076 passagerer og 750 besætningsmedlemmer. Desuden er det 264 meter langt, så TUI Discovery vil fylde godt op ved kajen i Kalundborg. TUI Discovery kommer til Kalundborg fem gange i løbet af 2018, den ene gang i øvrigt samtidigt med SAGA Sapphire. Det sker den 30. august, hvor Kalundborg Havn altså får virkelig travlt med at byde velkommen til to krydstogtskibe på samme tid.

Der er dog stadig mulighed for yderligere anløb. Sæsonplanlægningen for 2018 er ikke lukket endnu.

 

Scroll to Top