juni 6, 2018 2:08 pm

Det hollandske heavy lift-skib Jumbo Vision ankom den 3. juni til Kalundborg Havn i strålende solskin. Skibet er en lillebitte brik i et stort egyptisk offshore-projekt, der går ud på at starte gasproduktion fra feltet Giza. Feltet skal hen mod slutningen af året levere naturgas til egypterne.

Men inden da skal der leveres en del udstyr til det store projekt. Jumbo Vision ankom derfor til Kalundborg Havn med diverse tekniske udstyr, heriblandt tre spoler, som kom dels fra Halden i Norge og dels fra Klaipeda i Litauen. Rent midlertidigt bliver udstyret parkeret på Kalundborg Havns arealer, mens man venter på, at Happy Dynamic, som også er et heavy lift-skib og i øvrigt også er hollandsk, i slutningen af ugen anløber Kalundborg Havn.
Happy Dynamic anløber først kaj 12 for at laste spoler, hvorefter det lægger til ved kaj 5 for at laste udstyret fra Jumbo Vision samt udstyr fra et helt tredje skib.

I slutningen af næste uge går turen derpå syd på mod Egypten. Og spolerne, ja de kommer naturligvis fra NOV Flexibles, Kalundborg.