Seks krydstogtskibe ligger allerede klar til at anløbe Kalundborg Havn i 2017. Efter to års stilstand blæser havnens vækststrategi atter medvind i krydstogtsejlene.

Efter et par slanke år er der nu igen sul på krydstogt-aktiviteterne i Kalundborg Havn. Endnu et skib har netop meldt sin ankomst i den vestsjællandske industrihavn, og dermed er seks krydstogtanløb allerede skrevet ind i næste års kalender – et pænt tal for en dansk provinshavn.

Men skuden har ikke vendt sig selv, og ifølge cruisemanager i Kalundborg Havn, Liselotte Rørup, ligger en benhård og årelang indsats til grund for havnens fremgang.

”Vi arbejder kontinuerligt og målrettet med at forbedre vores oplevelsesprodukt og øge antallet af krydstogtgæster. Et væsentlig punkt i vores 2015-2020 strategi er at skrue op for profileringen af havnen som en attraktiv og professionel servicepartner for krydstogtsrederierne. Og indsatsen har effekt,” siger hun.

Konkurrencen om rederiernes gunst er hård, og i kampen om flere krydstogtgæster har Kalundborg Havn blandt andet indgået et samarbejde med VisitVestsjælland, ligesom Liselotte Rørup i marts var på charmetur i Florida for at promovere Kalundborg for nogle af verdens største rederier.

Og det skorter da heller ikke på argumenter for at lægge til land i Kalundborg. Foruden gunstige havnefaciliteter og Sjællands dybeste vand, nævner Liselotte Rørup blandt andet den unikke gæsteoplevelse og centrale beliggenhed.

”Kalundborg er smuk natur, frisk luft og autentiske gæsteoplevelser. Vi kan tilbyde gæsterne en helt unik oplevelse i forhold til den, de får i hovedstæderne og på de traditionelle krydstogtdestinationer, og så ligger vi ganske centralt i forhold til blandt andet vikingeoplevelser på Sjælland og kun en god times kørsel fra København og Odense,” siger hun.

Kalundborg Havn har lang erfaring som krydstogtdestination og har fra begyndelsen i 2005 og til 2014 haft 60.334 krydstogtgæster over landgangsbroen – slet ikke dårligt for en provinshavn.

Læs mere om næste års krydstogtanløb i Kalundborg Havn her: www.kalundborghavn.dk

Scroll to Top