Fra i dag og ca. 14 dage frem (afhængigt af vejrsituationen) vil der ske en mindre uddybning ud for Ny Vesthavn. Det drejer sig om cirka 80.000 kubikmeter uddybningsmateriale, som skal fjernes ud for kajen. Det er det danske uddybningsrederi Rohde Nielsen A/S, som klarer opgaven.
Den resterende mængde, der skal fjernes, har været anvendt som en ”vold” foran kajen, dvs. som en interimskonstruktion, i forbindelse med kajvæggens etablering.
Det er sidste gang, at havnen uddyber i forbindelse med anlæggelsen af Ny Vesthavn, og håbet er naturligvis, at arbejdet vil ske uden gener for nogen.
Det bliver gravemaskinen Mjølner R, som kommer til at udføre selve uddybningsarbejdet, mens de to pramme Tjalfe R og Hugin R vil transportere uddybningsmaterialet væk fra Kalundborg Fjord og hen til klappladsen i Storebælt.
Finske Wasa Dredging, der uddybede i foråret med fartøjet Optimus, kommer altså ikke tilbage. Optimus fjernede 900.000 kubikmeter uddybningsmateriale fra bunden.