april 6, 2018 7:10 am

Arbejdet med at bygge Kalundborg Havns nye havneafsnit vest for Asnæsværket skrider stille og roligt frem. Nu er arbejdet med at ramme spuns, som er selve kajvæggen, gået i gang, og heldigvis forløber arbejdet uden problemer.

NCC Industry (Hercules Fundering), som er den entreprenør, der står for anlægsarbejdet på land, er gået i gang med spunsarbejdet og har indtil videre nået at ramme cirka 80 meter spuns. Der er dog et stykke vej endnu, da der i alt skal rammes 580 meter spuns. Arbejdet er indtil nu forløbet uden problemer, så tidsplanen for hele byggeriet ser ud til at holde.

Ude på vandet er finske Wasa Dredging fortsat i gang med at uddybe til 15 meters vanddybde. Et arbejde, der forløber over al forventning, så allerede nu har Wasa Dredging fået klaret cirka en tredjedel af det samlede uddybningsarbejde.

Når uddybning og spunsramning er tilendebragt, mangler der stadig en del opgaver, blandt andet betonarbejdet, men alt tyder som sagt på, at Ny Vesthavn som planlagt vil stå klar til brug i marts måned næste år.