Ved overrækkelsen deltog såvel Mikael Gutman CEO APMT Nordic, Havnedirektør Bent Rasmussen, Havnebestyrelsesformand Jesper Wienmann Hansen samt fire bestyrelsesmedlemmer fra Kalundborg Havn
Til Danske Havnes årlige Havnekonference, d. 15.-16. april, modtog Kalundborg Havn, sammen med APM Terminals, bæredygtighedsprisen. Prisen blev givet grundet begge organisationers fælles projekt om at blive verdens første CO2-neutrale containerterminal. Det prisvindende projekt er en del af Kalundborg Havns større rejse mod den grønne omstilling.
Green Zealand Gateway – Arbejder mod en bæredygtig fremtid
Danske Havnes bæredygtighedspris 2024 repræsenterer en anerkendelse af det arbejde, som Kalundborg Havn og APM Terminals officielt satte i gang sidste år. Et projekt der gør Kalundborg Havn til front-runner på den grønne omstilling, med ambitionen om at APM Terminals faciliteter bliver den første terminal i verden, som bliver 100 % CO2-neutral. Gennem en elektrificering af terminalens kraner og et skifte til hydrogeneret vegetabilsk olie (HVO), sikres de første 90 % mod neutralitet.
Ud over dette arbejder et sideløbende projekt på elektrificering af alt Equipment på terminalen, hvilket giver de sidste 10 %. Hele den bæredygtige indsats har fået navnet Green Zealand Gateway og sætter rammerne for arbejdet fremover.
”Vi er meget stolte af denne pris. Selvom det er tydeligt, at verden bevæger sig hen imod en grønnere dagsorden, så har det stadig været en væsentlig satsning fra vores side at påbegynde sådan et projekt. Derfor betyder det også en hel del for os, når dette arbejde bliver anerkendt,” udtaler Direktør for Kalundborg Havn, Bent Rasmussen, og fortsætter: ”Vi har dog ikke i sinde at hvile på laurbærrene. Vi arbejder dagligt hårdt for at fastholde Kalundborg Havn som det oplagte valg for kunder, som ønsker den komplette pakke af miljømæssige, økonomiske og logistiske fordele.”
Dommerkomiteen bestod af Rådet for Grøn Omstilling og Danske Rederier, og de øvrige projekter, der var indstillet til prisen, kom fra havnene Skagen, Aalborg, Aarhus og Copenhagen Malmö Ports.
Dommernes begrundelse for, at Kalundborg Havn og APM Terminals vandt prisen er blandt andet, at projektet gik dybere til værks end andre projekter. Samtidig blev det bemærket, at Kalundborg Havn er beliggende i et område med meget grøn udvikling, som projektet samtidig formår at udnytte, bl.a. gennem synergier med øvrige virksomheder og kunder. Det er ikke alene en teknisk omstilling, men også en vinkling mod at understøtte kundernes rejse til grøn omstilling.
Det er nemlig ikke kun Green Zealand Gateways satsning på elektrificering, som giver kunderne et mere klimavenligt aftryk, det er også den geografiske beliggenhed, der sikrer den laveste CO2-udledning helt ind til adresser indenfor Hovedstadsområdets grænser. Dette skyldes bl.a. den kortere skibsrejse, mindre terminaltid, samt muligheder for modulvognstransport til og fra terminalen. Faktisk er Kalundborg Havn det bedre valg, hvad angår CO2, i næsten alle understående beregnede situationer, holdt op imod alternativet i København.
Beregningskriterier
Ovenstående beregninger er baseret på sejlads nord omkring Sjælland. Der regnes ydermere på den kendte terminaltid på 1 time i København, mod 10 minutter i Kalundborg.
Der er ikke indregnet yderligere trængselstid, myldretrafik eller andet, selv om chauffører melder om +30 min til +90 min forsinkelse i myldretiden pr. tur.
Beregninger foretaget af civilingeniør Hans Otto Kristensen, Consulting Naval Architecht
“Vi er naturligvis ikke den eneste havn i Danmark der arbejder med den grønne omstilling, men som dommerne påpegede, så har vores projektsatsning gået dybere end de andre,” udtaler Bent Rasmussen og forsætter: “Men det er vi også nødt til. Vores kunders behov for bæredygtige løsninger vil stødt stige, og vores ambitionsniveau er ikke kun at leve op til deres nuværende behov, men at hjælpe dem med at imødekomme fremtidige.”
Kalundborg Havn – Det bæredygtige valg
Arbejdet mod den grønne omstilling er gjort for at kunne imødekomme og understøtte kundernes behov for at kunne blive mere bæredygtige. Med EU’s stigende fokus på bæredygtighed, i form af flere direktiver om ESG, fortsætter Kalundborg Havn med at finde muligheder for både at levere bæredygtige løsninger, men samtidig også leve op til krav fra kunder. Dette ses bl.a. igennem den kommende plan om at opføre ladestandere i chaufførernes hvileområde ved indgangen til containerterminalen. Dette giver vognmænd muligheden for at lade deres lastbil op, samtidig med at de afholder hviletid.
Disse tiltag er eksempler på, hvordan grundlæggende elementer af havnedrift kan og bør gentænkes for at sikre en grønnere og mere bæredygtig fremtid, men samtidig også sørge for, at Kalundborg Havns kan fastholde sin positionen som en af Sjællands førende havne med henblik på at give befolkningen og dansk erhvervsliv adgang til effektiv transport til søs til den rigtige pris.