Bæredygtighed med

Bund i virkeligheden

Bæredygtighed

Hos Kalundborg Havn arbejder vi med bæredygtighed i praksis – hver dag. Det handler både om at drive en sund og ansvarlig forretning og om at tage vare på det lokalsamfund og den verden, vi er en del af.

Vi prioriterer grøn omstilling og arbejder målrettet for at reducere klimaaftryk og fremme cirkulære løsninger – bl.a. i tæt samspil med virksomheder i hele Nordvestsjælland.

Samtidig tager vi ansvar for vores omgivelser. Vi udvikler havnen i respekt for både fjorden, naturen, naboerne og byens liv. Vi tænker langsigtet, så vækst og trivsel kan gå hånd i hånd – til gavn for erhverv, mennesker og miljø.

Bæredygtighed er ikke noget, vi siger. Det er noget, vi gør.

Grøn omstilling

Vi arbejder aktivt med at nedbringe vores klimaaftryk og fremtidssikre havnen.

Det gør vi gennem energieffektivisering, investering i nye teknologier og ved at forberede grønne energiløsninger som fx landstrøm.

Vi tror på, at en moderne havn og ansvarligt ressourceforbrug kan gå hånd i hånd.

Lokal ansvarlighed

Vi driver havn med respekt for vores omgivelser.

Det betyder, at vi tager højde for miljø, støj, erhverv og mennesker i vores beslutninger.

Vi samarbejder med lokale virksomheder, foreninger og borgere og ønsker at være en åben og ansvarlig nabo, der bidrager positivt til lokalsamfundet.

Bæredygtig forretning

Kalundborg Havn skal fortsat være en rentabel virksomhed.

Vi er en kommerciel forretning og al overskud geninvesterer vi i forretningen og vores videre udvikling.

En sund økonomi giver os frihed til at handle langsigtet og investere i fremtidens løsninger.

Vores handlerum

Som kommunal selvstyrehavn er vi underlagt den danske havnelov og driver vores forretning med udgangspunkt i infrastruktur. Det betyder blandt andet, at vi ikke må drive produktionsvirksomhed eller producere grøn energi til elnettet.

Det er altså begrænset, hvor meget vores forretning og interne processer kan deltage i den grønne omstilling uden eksterne aktører. Men det betyder ikke, at vi ikke spiller en rolle i den grønne omstilling.

Hvad kan vi gøre?

Vores rolle er at skabe de rigtige betingelser på kajen. Vi bygger faciliteterne, vi skaber forbindelserne, og vi understøtter samarbejderne, der kan bringe grønne ambitioner fra idé til virkelighed.

Vi er en aktiv del af Kalundborg Symbiosen, hvor vi løbende introducerer nye havnekunder til symbiosens potentiale. Her vurderes det altid, om der kan opstå nye cirkulære synergier mellem parterne – for det er her, fremtidens værdi skabes.

Grøn omstilling handler ikke kun om at kigge indad – det handler også om at åbne op. Derfor arbejder vi målrettet for at være en stærk og fleksibel partner for de virksomheder og initiativer, der skubber Danmark i en grønnere retning.

Vi arbejder aktivt for at udnytte vores handlerum til fulde

Nogle eksempler på vores målrettede arbejde for at understøtte den grønne omstilling på havnen er:

  • Etablering af landstrøm – første fase er allerede i gang i Østhavnen.
  • Elektrificerede containerkraner – med projektet Sjællands Grønne Gateway skaber vi en af verdens første CO2-neutrale containerterminale i samarbejde med APM Terminals.
  • Ladeinfrastruktur til tungvognstrafik – i et samarbejde med Norlys skal der etableres hvileområde og truck-ladestation ved containerterminalen.
  • Arealer til fremtidens energi – vi stiller vores arealer til rådighed til virksomheder, der understøtter den grønne omstilling, så som offshore vindprojekter og logistik.
  • CCS Zealand og grønne partnerskaber – vi tager aktiv del i udviklingen af en ny værdikæde for CO2 som klimavare og handelsvare.

Vi tager vores rolle seriøst – og vi ved, at bæredygtighed kun bliver til virkelighed, hvis rammerne er der. Dem leverer vi. Indholdet skal vi bruge din hjælp til.