Kalundborg Havn har ansat Christian Koch Christiansen som ny havneassistent i driftsafdelingen. Christian er uddannet fra Marstal Navigationsskole og har været til søs i de sidste 15 år, heraf ni som styrmand.
Han har bl.a. arbejdet inden for offshore-branchen, hvor han især har arbejdet på ROV-supportskibe. ROV står for Remotely Operated Vehicle og er en slags ubemandet robot, som man kan sænke ned på bunden af havet. Christian har været med til mange spændende opgaver, men det kan nævnes, at han har været med til ammunitionsrydning i Østersøen, hvor opgaven var at finde ikke-eksploderede objekter fra 2. verdenskrig. Det skete i forbindelse med, at man skulle anlægge gasledningen Nordstream 2.
Nu har Christian imidlertid besluttet sig for at gå i land – men stadig tilknyttet det blå Danmark – for at få mere tid til familien, som bl.a. tæller en søn på kun et år og en datter på 10 år. Heldigvis for os faldt hans valg på et job her på havnekontoret. Her skal han i tæt samarbejde med de andre havneassistenter koordinere de mange forskellige opgaver, der er i forbindelse med skibsanløb.
Kalundborg Havn ser frem til samarbejdet.