Det 337 meter lange og 42 meter brede krydstogtskib AIDAnova, som er blandt verdens allerstørste krydstogtskibe, anløber Kalundborg Havn seks gange i løbet af den kommende sæson. Desuden vil Costa Favolosa anløbe Kalundborg to gange og foretage ”part” turnaround.
Kalundborg Havn har for få dage siden bekræftet, at vi kan tage et af verdens allerstørste krydstogtskibe til kaj på Ny Vesthavn. AIDAnova vil anløbe Ny Vesthavn første gang den 15. maj og herefter den 3. juni, 12. august, 26. august, 4. september og den 7. oktober. Skibet kan medbringe op til 5.228 passagerer og cirka 1.600 besætningsmedlemmer.
Anløbene i Kalundborg er et led i Aida Cruises’ syv dage lange krydstogter i Østersøen, hvor Skt. Petersburg er taget ud af programmet. Til gengæld kommer de mange krydstogtpassagerer nu på et forlænget ophold i Estlands hovedstad Tallinn, ligesom Kalundborg er en ny destination på programmet.
Udover anløbene af AIDAnova vil Costa Favolosa, som er 290 meter langt og 35 meter bredt, anløbe Ny Vesthavn to gange. Nemlig den 15. juni og den 20. juli. Costa Favolosa vil desuden foretage ”part” turnaround, hvilket betyder, at skibet skal skifte et antal passagerer, der skal fra skib til lufthavnen samt have et antal nye passagerer ombord.