Grøn skibsfart, motorvej og meget mere til debat på Kalundborg Havn

Mandag eftermiddag lagde Kalundborg Havn lokaler til et debatmøde, hvor udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (Socialdemokratiet) og folketingsmedlem Jacob Jensen (Venstre) mødtes til en livlig debat om de udfordringer, som erhvervslivet i Kalundborg står overfor.

Mødet var arrangeret i samarbejde med Kalundborgegnens Erhvervsråd, og Kalundborg Havns mødelokale var fyldt med repræsentanter for virksomheder på Kalundborg-egnen.

Havnedirektør Bent Rasmussen startede med at præsentere Kalundborg Havn som virksomhed, men snakken kom hurtigt til at spænde vidt lige fra, hvordan skibsfarten bliver grønnere end den er i dag, over behovet for en udbygning af rute 22 til motorvej til reglerne for klapning af havbundsmateriale.

Erhvervsrepræsentanter fra mange forskellige fag og industrier kom med en række spændende og interessante spørgsmål og kommentarer til politikerne. Forsamlingen havde med andre ord mange gode inputs til, hvilke erhvervspolitiske mærkesager, politikerne skal kæmpe for fremover – nu hvor udbygningen af rute 23 til motorvej er endeligt besluttet.

Scroll to Top