Mens mange andre havde fri i påsken, arbejdede kranførerne hos Kalundborg Havn nærmest i døgndrift sammen med en række andre involverede på APM Terminalen.
I alt blev 2.903 TEU (standard 20-fods containere) losset og lastet hos APM Terminals på Ny Vesthavn, og det er ny rekord. Aldrig før har vi håndteret så mange containere på én gang.
Kalundborg Havn blev i påsken anløbet af hele tre containerskibe, nemlig Vera Rambow og Mito, som er Unifeeder-skibe, der med jævne mellemrum anløber Kalundborg, samt det store Maersk Line-skib Vayenga Maersk.
Heldigvis havde vi mulighed for at ”låne” ekstra kranførere udefra. 3 eksterne kranførere måtte der til for at supplere vores egne. Sammen med vores egne dygtige 8 kranførere og et betydeligt antal medarbejdere og ledelse fra APMT sørgede de for en effektiv operation på containerterminalen.
De 2 Unifeeder skibe leverede og afhentede containere til/fra det sjællandske marked, hvorimod Mærsk-skibet afleverede containere, som placeres i Kalundborg midlertidigt på grund af direkte eller indirekte årsager vedrørende sanktionerne mod Rusland.
Selvom baggrunden for opbevaringen er ganske tragisk, tillader vi os alligevel at glæde os over, at vi sammen med APM Terminals har fået rigtig travlt på containerafdelingen i Ny Vesthavn.
Her har APM Terminals midlertidigt fået stillet yderligere 150.000 kvadratmeter til rådighed – udover de 50.000 kvadratmeter de havde i forvejen – til opbevaring af de mange ekstra containere. Så det er ikke noget problem at få plads til næste sending af containere.
Hele setup`et fra påsken viser desuden, at der kan håndteres et betydeligt antal containere pr. dag på Ny Vesthavn. En viden og fortælling vi samlet vil bruge i vores markedsføring for at få flere rederier til at anvende terminalen i forbindelse med containere ind/ud af Sjælland i fremtiden.