Hele to Maersk Line-skibe ligger fredag til kaj ved APM Terminals’ containerterminal på Kalundborg Havns Ny Vesthavn. Det er første gang, det er sket i containerterminalens et-årige historie.
Samtidig har Kalundborg Havn og APM Terminals sat ny rekord i antal lossede og lastede containere, idet der i alt bliver losset og lastet over 3.000 TEU (standard 20-fods containere) på de to skibe. Dermed slår Kalundborg Havn sin egen hidtidige rekord på 2.903 TEU, der blev sat i påsken.
I alt ni kranførere deltager i operationen, hvor alle Kalundborg Havns tre kraner i sagens natur er i drift. Desuden deltager også et hav af dedikerede ansatte hos APM Terminals, der tager sig af alt arbejdet på landjorden.
De to skibe er det 200 meter lange Vuoksi Maersk og det lige så lange Vaga Maersk.